Ny folkeskole i Romalt
Beboerlisten stiller beslutningsforslag om ny folkeskole i Romalt i forlængelse af de valgløfter som stort set alle opstillede partier og lister gav på et valgmøde i Romalt forud for byrådsvalget
Ny folkeskole i Romalt - forslag fra Beboerlisten til byådsmødet mandag d. 18.1.2010 jf. lov om kommunernes styrelse § 11
Til borgmester Henning Jensen Nyhuus og kommunaldirektør Bent Peter Larsen
Beboerlistens byrådsgruppe anmoder om at få optaget et punkt på dagsordenen til såvel økonomiudvalgsmødet mandag d. 11.1.2010 som byrådsmødet mandag d. 18.1.2010.
Beboerlisten stiller følgende beslutningsforslag i forlængelse af det valgløfte som af stort set alle opstillede partier og lister blev givet på et valgmøde i Romalt forud for byrådsvalget d. 17.11.2009:
”Byrådet tilkendegiver hermed, at der senest 1. april 2010 skal træffes beslutning om, at der i Romalt skal bygges en ny 2-sporet folkeskole med årgangene fra 0. klasse til og med 9. klasse.
Med henblik på at etablere det fornødne beslutningsgrundlag, pålægges Børn & Skoleforvaltningen at udarbejde et materiale for så vidt angår de økonomiske, placeringsmæssige og tekniske forudsætninger og følger af etableringen af en sådan ny folkeskole i Romalt, herunder konsekvenserne for folkeskolerne i Kristrup, ikke mindst for Tirsdalens skole, således at der foreligger det fornødne beslutningsgrundlag til byrådsmødet d. 22.3.2010.”
I den forbindelse anmodes borgmesteren om at besvare følgende spørgsmål på byrådsmødet d. 18.1.2010:
- I hvilket omfang vil det være muligt at låne penge til finansiering af byggeriet af en ny 2-sporet Folkeskole i Romalt med klasser fra 0. til 9. klasse?
- Vil statens dispensation til at lade Randers Kommune låne 50 mio. kr. til det såkaldte bolværksprojekt kunne konverteres til finansiering af byggeriet af en ny skole i Romalt?
Spørgsmålene bedes besvaret i byrådssalen og svarene bedes udleveret skriftligt.
Venlig hilsen
Beboerlistens byrådsgruppe Lone Donbæk Jensen Bjarne Overmark
Læs også Amtsavisen: Et politisk nytårsstunt - og deltag i debatten
|